• Tre nordsjællandske kommuner får størst gavn af milliardcheck til flittige seniorer

    Source: BDK Finans / 15 May 2024 05:40:44   America/New_York

    En check er på vej ud til 40.000 danskere, som arbejder efter folkepensionen. Men det er rent geografisk meget spredt, hvor de bor. Pengene kommer især til udbetaling i områderne rundt om de store byer og i det midtjyske, hvor der er flest ældre, der bliver på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen. Det viser en analyse, som pensionsselskabet Velliv har foretaget. Heri har Velliv set på, hvor stor en andel af befolkningen der arbejder efter folkepensionsalderen i de enkelte kommuner. Der er flest i Gentofte, Hørsholm og Rudersdal kommuner. Alle nord for København. I de tre kommuner er det henholdsvis 12 procent, 11 procent og 11 procent, der er i arbejde, selvom de kunne have været gået på pension. Blandt de jyske kommuner er det Hedensted, som ligger øverst på listen – med Varde lige efter. Den laveste andel ses i forstadskommunerne Brøndby, Glostrup, Ballerup og Albertslund. I alle fire kommuner er det under seks procent af pensionisterne, der fortsat arbejder. For landet som helhed er det 8,2 procent af folkepensionister, der var i arbejde i december 2023. Både PFA Pension og Velliv fremhæver, at den geografiske spredning i høj grad afhænger af uddannelse. Det er traditionelt de højtuddannede, som bliver længere på arbejdsmarkedet, og de bor i de større byer. Modsat er det de faglærte og ufaglærte, som trækker sig tidligere. Tallene skal ses i lyset af nye regler, som gør, at ens løn ikke længere bliver modregnet i folkepensionen, hvis man bliver på arbejdsmarkedet. Svært at gå på pension De nye regler giver et klart økonomisk incitament til at blive, men både PFA og Velliv fremhæver, at når stadig flere danskere arbejder i den tredje alder, skyldes det også nogle mere psykologiske årsager. »Det har noget at gøre med højkonjunkturen, men det har også noget at gøre med, at man lader sig inspirere af, hvad ens nabo og kollegaer gør,« siger kommunikationsdirektør og rådgivningsekspert hos Velliv Jens Christian Nielsen. Han påpeger dermed, at når nogle arbejder efter folkepensionsalderen, kan det i sig selv være med til at få flere til at gøre det samme. Privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen fremhæver, at det i høj grad er lysten, som driver værket og får flere til at blive. Men det handler også om, at det kan være svært at gå på pension. »Vi har en tendens til at bygge mere af vores identitet om op vores arbejde. Det kan føles lidt skræmmende at forlade den rolle og gå på pension. Det er også et element for mange,« siger Camilla Schjølin Poulsen. Se kortet over hvor stor en andel, der arbejder i de enkelte kommuner. https://www.berlingske.dk/oekonomi/tre-nordsjaellandske-kommuner-faar-stoerst-gavn-af-milliardcheck-til
Share on,